Anerkendende perspektiv.
Der er mange opfattelser af hvad god supervision er. Som psykolog og supervisor har jeg set, hvordan professionelle vokser, først og fremmest af at blive mødt med anerkendelse. Derfor er jeg som supervisor optaget af at skabe et trygt udgangspunkt, hvor fra man kan reflektere over sin praksis, uden at føle sig forkert over de veje, man gik eller ønsker at gå. Jo tryggere man er i sin rolle med at hjælpe andre mennesker, desto større overskud har man til at reflektere over sin praksis, og jo mere kan man fokusere på de mennesker man hjælper. Jeg er mere optaget af den holdning, de værdier, det menneskesyn og den personlig stil den professionelle møder mennesker med, end bestemte teknikker og referencerammer.
Fra samtale teknik til samtalekunstner.
Jeg synes der er en tendens i tiden til at fokusere meget på bestemte teknikker, metoder og referencerammer, og at "administrere" teknikkerne "korrekt", selvom al effektforskning peger på betydningen af de såkaldte "fælles faktorer" for effekten af psykoterapi, særligt relationen til klienten/patienten. Nogen af de bedste forløb jeg har haft, har været hvor jeg som terapeut lavede en "teknisk" "fejl", men hvor et eller andet gjorde at klienterne/patienterne sagde det til mig. "Fejlen" blev en åbning til nye muligheder i terapien. Så jeg er ikke så optaget af om terapeuten laver "fejl", men mere af hvordan man kan øge sandsynligheden for at de mennesker vi samarbejder med, fortæller os det, hvis der er noget vi gør, som ikke er hjælpsomt for dem. Jeg har altid betragtet det at klienterne formulerer kritisk feedback til den terapeutiske relation, som et vendepunkt i terapien.
De seneste år er jeg i stigende grad blevet optaget af at få hørt de “indre stemmer” - indre dialoger - terapeuter har forud for, under og efter samtaler. Et reservoir af reflektioner, overvejelser, perspektiver, hypoteser, om klienten, terapeuten og deres relation.
Min "teknik".
Som supervisor bestræber jeg mig på, altid at være ydmyg overfor de(n) professionelles oplevelse af samspillet med klienten/patienten/borgeren, at det var de(n) professionelle, der var tilstede sammen med klienten/patienten/borgeren i situationen. Jeg lytter med et "anerkendende" ører. Jeg læner mig op af en socialkonstruktionistisk epistemologi (erkendelseslære), hvilket betyder at der er højt til loftet og plads til en mangfoldighed af perspektiver, forståelser, meninger og ideer. Jeg har fordybet mig i den systemisk-narrative tænkning, men er bekendt med og inspireret af bl.a. den mentaliseringsbaserede tilgang og den kognitive tænkning, særligt compassionfokuserede. Jeg er meget begejstret for at bruge Det Reflekterende Teams Metode til at fremme mangfoldigheden af ideer. Jeg har gode erfaringer med live-supervison.
Jeg tilbyder.
Jeg tilbyder supervision af professionelle, der arbejder med mennesker, individuelt eller i gruppe. Jeg tilbyder supervision af psykologer generelt og til opnåelse af autorisation eller godkendelse som specialist. Jeg tilbyder supervision af lægers psykoterapeutiske arbejde og patientsamtaler. Desuden tilbyder jeg specialiseret supervision af sundhedsprofessionelles arbejde med mennesker med spiseforstyrrelser.
Supervisionsforløb.
Jeg har superviseret psykologers, lægers, socialrådgiveres, sygeplejerskes, pædagogers og lærers arbejde med mennesker. I større og mindre grupper eller individuelt. Min supervision vil have fokus på at være nærværende og opmærksom i kontakten, så klienter fremstår tydligere.
Jeg har haft mange kortere eller længerevarende supervisiosopgaver, her er eksempler på længerevarende forløb:
2018-: Ekstern supervisor for personalet i Palliativ Enhed ved Hvidovre Hospital.
2017-: Intern Supervision, psykologisk debriefing og teknisk debriefing af personalet i Palliationsenheden ved Herlev Hospital.
2009-2015: Supervision af psykologer i Psykiatrien på vej mod autorisation. "Gæste" supervisor i ambulatorium for spiseforstyrrelser ved P.C. Stolpegaard.
2006-2011: Fast ekstern supervisor for personalet i specialklasser, familieklasser, osv. ved Gl. Hjortespringskole – Herlev Kommunes specialpædagogiske udviklingscenter http://glhjortespring.skoleporten.dk/sp.
2006-2009 Fast ekstern supervisor for personalet i afdelingerne ”Høloftet” og ”2-sal” ved Kompetencen i Herlev Kommune http://glhjortespring.skoleporten.dk/sp.
2006-2009: Fast ekstern supervisor for personalet i afdelingerne ”Oasen” og ”Basen” ved Områdeinstitutionen Dildhaven i Herlev Kommune http://www.dildhaven-herlev.dk/forside.asp.
2006-2009: Fast supervisor for personalet i specialklasser for børn med ADHD og autismespektrumforstyrrelser i Herlev Kommune.