Måden vi forsøger at løse problemet på, er ofte en del af problemet.

De fleste kender til det at nå til et sted i livet, hvor man føler man løber panden mod muren og ikke kan se en vej udenom sine problemer. Man forsøger at løse problemet, men føler ikke at man kommer videre. Man tænker man ”bare” skal  ”tage sig sammen” og forsøge endnu mere, men overser at løsningen ikke virker. Nogen prøver måske at gå til dem de kender og har tillid til. Venner og familie kan dog være så tæt på, at de måske ser tingene på samme måde som man selv gør, og derfor kommer frem til de samme løsninger. I sådanne situationer kan det være hjælpsomt at tale med en der er udenforstående, og som kan stille nogle andre spørgsmål og som kan komme med nogle nye ideer. En der kan stille spørgsmål ved det, man selv synes er en selvfølge og tager for givet.

Det at låne en andens øjne til at se sig selv lidt udefra, kan føre til at man ser sig selv lidt bedre indefra, og begynder at se anderledes på problemet og løsningen af problemet. 

Min måde at arbejde på.

Jeg er ekspert i at bruge samtale som redskab til at hjælpe mennesker i vanskeligheder, samtale som redskab til at hjælpe mennesker på kaldes psykoterapi. Formålet med psykoterapi er at få en ny forståelse af sig selv og den omverden man er en del af, og skaber bedre muligheder for at leve mere i overensstemmelse med det der er vigtigt for en selv og de mennesker, som har betydning. I psykoterapi får man mulighed for at dele noget af det man ellers ikke deler med nogen, og at finde en måde at tale om det på, som gør det lettere at dele det med andre.

Man kan ikke ændre på noget man ikke forstår.

Det kan være svært at skulle acceptere at man har problemer, som man ikke kan løse selv. Vi kan tænke at det er pinligt eller skamfuldt at vi er ”sådan nogen”, som har problemer eller som ikke kan løse vores egne problemer. Vi kan havne i en nedadgående spiral af selvkritik. Når der er noget vi gør, føler eller tænker, vi har svært ved at acceptere, har vi svært ved at forstå det og finde meningen med det. Det er et dårligt udgangspunkt for at ændre noget.

Meningsskabende.

Min erfaring er at alt hvad vi gør, tænker og føler giver mening. Det er derfor vi gør det.

“forsøget på at skabe en mening i tilværelsen er den primære drivkraft i mennesket." Citat Frankl.

Og for at ændre noget er man først og fremmest nød til at forstå det. Så jeg vil ved det første møde være optaget af at finde meningen med problemet. Første skridt på vejen mod forandring, starter med at acceptere det vi gør, tænker og føler.

"Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan". Citat Nietzsche.

Fyrtårnet: Hvor skal du hen.

Første skridt på vejen til at ændre på noget, er at acceptere hvad man gør. Næste skridt på vejen er at få en fornemmelse af hvor man skal hen. Hvad det er for et liv man ønsker for sig selv og sine. Altså hvad er det for en forandring man ønsker sig.

Første skridt, er starten på selv en livslang rejse.

Hvis man forsøger at overskue hele "rejsen", kan man blive overvældet af håbløshed. Når man har en fornemmelse af hvor man skal hen, skal man fokusere på næste skridt. De små skridt er dem, der samlet skal føre os hen til målet.

Det kan ofte være hensigtsmæssigt at tænke hvad man skal gøre mere af for at opnå den ønskede retning i sit liv, fremfor at fokusere på hvad man skal holde op med.

Virker min måde at arbejde på.

Det vigtigste for om psykoterapi virker, er ikke psykologens faglige dygtighed, men om psykologen virker tillidsvækkende på en. Altså om man har tillid til at psykologen kan hjælpe. For de fleste er det en fornemmelse, de hurtigt får, andre må se psykologen an over et par samtaler. Jeg har i 16 år arbejdet med samtale som redskab til at hjælpe mennesker, 13 af dem som psykolog. Jeg er godkendt specialist i psykoterapi. Effektiviteten af de metoder jeg anvender er dokumenteret udfra videnskabeligt godkendte metoder (evidensbaseret).

Jeg er særligt inspireret af en af de store hovedretninger indenfor psykologien, kaldet systemisk-narrativ psykologi. Den systemisk-narrative psykoterapi er blandt andet optaget af at kigge på hvilke situationer, netværk og sammenhænge problemerne opstår i. Og hvilke mennesker og netværk løsninger med fordel kan forankres i. Et andet område som jeg er optaget af at kortlægge er hvilke værdier man har og hvad der giver mening for en at forfølge i livet. Systemisk-narrativ tænkning er ligesom de nyeste bevægelser indenfor den kognitive og psykodynamiske psykologi, optaget af at ændre forholdet til problemet som 1. skridt på vejen til at ændre problemet.

Åbenhed og gennemsigtighed.

Noget af det jeg navigerer efter, når jeg møder et nyt menneske, er at stille spørgsmål til det jeg ikke forstår og at tale ”højt” om hvordan jeg forstår det jeg hører. En anden måde jeg "taler højt" på, er at jeg skriver de ting op jeg hæfter mig ved i samtalen, de ideer og tanker jeg får, på en tavle. Efter samtalen er man velkommen til at tage et billede af tavlen.

Klienten er ekspert i sit eget liv.

Jeg har tit mødt mennesker, der har prøvet at gå til en eller flere psykologer. Af en eller anden grund, er eller var de ikke tilfredse med forløbet, men de har typisk ikke sagt noget til psykologen. Psykologer ved ikke nødvendigvis hvad den enkelte har brug for, medmindre klienterne siger det til dem. Jeg har i hele min karriere lagt vægt på at tale med mine klienter og patienter om hvordan de oplever min måde at arbejde og møde dem på. Nogen har bagefter udtrykt overraskelse over at man også kan tale med psykologer om det. Min erfaring viser, og forskningen bekræfter, at det er af afgørende betydning for udbyttet af psykoterapi, at man får sagt hvad der virker og ikke virker.

En af måderne jeg går det lettere for mine klienter, at sige til, hvis jeg gør eller undlader at gøre noget, der imødekommer deres behov, er at jeg er åben overfor at jeg tager "fejl" (fx. at jeg kan misforstå noget, kan komme til at fokuserer på noget som ikke er det vigtigste, kommer til at give et råd som ikke virker, osv.).

Jeg er ikke optaget af at fremstå fejlfri. "Fejl" er mindst ligeså effektive til at skabe afklaring af hvad man har brug for, som at gøre det "rigtige". Fejl er kun "fejl", hvis man bliver ved med at gentage dem. "Failures is there to point you in a different direction." Operah Winfrey.

Sammenligningens tyranni og eksistentiel ensomhed.

Mange mennesker sammenligner sig med andre, og kommer til at føle sig forkerte i forhold til andre. De føler ikke de kan leve op til andres forventninger. Når vi føler os forkerte, har vi en tendens til at forsøge at skjule det for andre, da vi ikke ønsker at stille os selv i et dårligt lys. Bliver der for meget af os selv, vi føler vi skal holde skjult, vil vi ikke kunne være os selv sammen med nogen, og dermed vil vi være ensomme. "Being alone is scary, but not as scary as feeling alone." Amelia Earhart.

Min erfaring er at vi som mennesker har mere til fælles end vi er forskellige. Og for mange er mødet med problemer de ikke kan løse selv, deres første møde med det fælles menneskelige, med de menneskelige grundvilkår vi alle deler.

Med de sociale medier, er mulighederne for at sammenligne sig med andre eksploderet. Og det gør særligt børn og unge sårbare overfor sammenligningens tyranni. 

Bliver jeg en anden.

Folk udtrykker ofte bekymring for at starte hos psykolog, fordi de er bange for at de vil forandre sig så meget, at de i sidste ende ikke vil kunne genkende sig selv. Folk kan også være bange for at ændre sig, fordi de er utrygge over at skulle gøre noget andet end de plejer.

Som psykolog ser jeg mennesker forandre sig i samtaleforløbene, og det er mit indtryk at man kan genkende sig selv hele vejen. Og det kan måske virke beroligende at tænke at man altid kan vende tilbage til de gamle måder at løse livet på, hvis de nye veje ikke bringer en i den ønskede retning.

Målet med samtaleterapi er ikke at ændre mennesker, men at få dem til at leve mere i overensstemmelse med hvordan de ønsker at være i forhold til dem selv og andre.

Åbenhed er en invitation.

Det er gennem brud og kriser vi udvikler os mest som mennesker. Og deler vi vores brud og kriser med andre, inviterer vi dem til at dele deres. Jeg har altid anbefalet alle, at dele de vanskeligheder de har, med dem de har tillid til, og jeg har aldrig oplevet nogen, der fortrød at de fulgte mit råd. Tværtimod har tilbagemeldingerne været at åbenheden har ført til at de er rykket tættere på det menneskelige fællesskab. Mod er at gøre det man er bange for, fx. at turde være åben om bagsiden af medaljen. Jeg er så heldig hver dag at sidde overfor sådanne modige mennesker.