Sidelæns samtaler.
Nogen af de bedste samtaler jeg fx. har med mine egne børn, er når vi er ude i naturen, i kano eller til fods, eller i bilen, særligt når vi kører langt. Denne vekslen mellem fokus på samtalen og samtalepartneren, og omgivelserne gør noget godt ved samtalen, og deltagerne. Man kunne tale om at problemet er i bevægelse, i denne vekslen mellem hvad der får vores opmærksomhed og skaber en lille smule afstand til problemet, der gør at det føles en lille smule mindre overvældende og derfor lettere at tale om. Derfor anbefaler jeg også at familiesamtaler foregår på den måde, at det er forældrene, som er i fokus for samtalerne, og børnene “sidder på bagsædet” og er som sådan ikke i fokus, men kan bryde ind med kommentarer til samtalen “på forsædet”.